Giv den gas hos smågrisene!
Den prismæssige forskel på et optimalt foder og det billigst mulige smågrisefoder er få kroner pr. gris. Med det nuværende prisniveau på vores smågrise vil det, for de fleste smågriseproducenters vedkommende, være en overvejelse værd, fodringsmæssigt, at træde lidt på speederen angående energi, protein og proteinkilder.
Energi:
Det er især i den varme sommerperiode vigtigt, at grisene har nok energi i foderet. De ekstra sukkerknalde i foderet er med til at give høj ædelyst og en god energiomsætning på trods af de varme stalde. Energiniveauet i smågrisefoderet må meget gerne ligge på:
- 118-120 FE i fravænningsfoderet.
- 112-114 Fe hos 9-15 kg smågrise.
- 110 Fe hos 15-30 kg grise.
Protein:
Forholdsvis mange smågriseproducenter kører nu med de lave skåneniveauer af råprotein omkring fravænning, efter at der nu skal tages hensyn til fravænning uden brug af medicinsk Zink. Hovedparten har fundet melodien igen. Hvordan kringler vi fodringen omkring fravænning uden at have zink-redningskransen til rådighed? Der skal tages hensyn til, at smågrisenes maver er sårbare. Ser vi løse maver, må der skrues på ”tilbagereguleringsknappen” (husk at gå forsigtigt frem ved ændringer). Hvor alt kører ok vil anbefalingen være:
- Fravænningsfoderet: 125-132 gram fordøjeligt råprotein/FEsv
- Smågrise 9-15 kg: 135-142 gram fordøjeligt råprotein/FEsv
- Smågrise 15-30 kg: 147-152 gram fordøjeligt råprotein/FEsv
Tilstrækkeligt med protein vil blandt andet udmønte sig, som bedre tilvækst, bedre fodereffektivitet, mindre halebid og mindre øresut.
Flere proteinkilder:
Alle råvarepriser var høje i efteråret 2022 og her i 1. kvartal 2023. Derfor blev der skåret kraftigt på de lidt dyrere proteinkilder som fiskemel, blodplasma, kartoffelprotein m.m. Nu vil det igen kunne betale sig at give sig i kast med disse lidt dyrere proteinkilder.
Fiskemel har siden zinkstoppet været en omdiskuteret råvare. Er fiskemel godt til vores smågrise? Proteinet i fiskemel har en lang fordøjelsestid, derfor udnyttes proteinet måske ikke optimalt. Men som smagsforstærker er fiskemel attraktivt. Et forslag til niveauer kunne være: 3-5 % fiskemel til patte- og ammegrise, 2-4 % i fravænningsblandingen og op til 2 % fiskemel i 9 -15 kg blandingen.
Blodplasma kan kun bruges hos ikke UK-producenter, og bruges typisk kun i opstartsfoder og i fravænningsfoderet. Forsøg viser, at den optimale iblanding er 4-5%. Dette giver både ædelyst og tilvækst.
Derfor anbefaler vi typisk plasma i farestaldfoder og også i fravænningsblandingen. Især der hvor grisene er små ved fravænning. Til gengæld er det nok lidt frås at bruge plasma til smågrisene over 8 kg.
Kartoffelprotein bruges stadig hos de mindste grise, da varen har en ganske fortrinlig aminosyresammensætning. For at reducere i foderomkostningen tilbage i 2022, blev kartoffelproteinkoncentratet i mange tilfælde sparet væk. Især til smågrise fra 9-15 kg. Argumentet for at bruge den igen er, at vi med kartoffelproteinkoncentratet understøtter tilvækst og ofte vil kunne opleve mere ens grise på stiniveau. Derfor bruger mange igen kartoffelproteinkoncentratet i fravænningsfoderet og også med 1-2 % hos smågrisene fra 9-15.
Den prismæssige forskel på et optimalt foder og det billigst mulige smågrisefoder er få kroner pr. gris.
En opfordring herfra er derfor: Overvej fodringsmæssigt at træde lidt på speederen.
Ring til Nutrimin 87500880 eller Torben Poulsen 60259728 for at snakke om dine muligheder.
Udgivet d. 30. juni 2023 af